lørdag den 28. september 2013

Marie Triepcke's facination af P.S Krøyer og hendes drøm om at blive maler ! forts- i indlæg no. 2 - fra Marie Triepckte til mytiske Marie Krøyer.







 Interiør med kunstnerens hustru 1889
Af P.S Krøyer
eget af Den Hirschsprungske Samling.
Hvad nygifte Marie Krøyer har i tankerne, når hun ser sit kønne hoved i spejlet, ved hun jo selv bedst, mens hun står model til dette maleri af hendes nygifte mand, den verdenskendte kunstner P. S Krøyer. Men vi, som beskuere af billedet, har jo lov at danne vores egen private mening derom, det kunne jo tænkes, at mesteren til maleriet har bedt hende rette lidt på frisuren, eller måske har hun selv i sin nye tilværelse, som forelsket nygift, villet koncentrere sig om at se bedst mulig ud for sin lykkelige og forelskede mand, eller fornemmer man  en smule skepsis hos hende. Det kunne måske skyldes det nye liv, som hun nu er begyndt på sammen med den person, som hun netop lader sig forevige af og som hun, siden de tidligste ungdomsår, af hele sit hjerte har først forgudet og siden elsket til nu at være hans hustru. Ikke så underligt at hendes tanker i denne poserende stund dvæler ved denne skæbnens ironi, som har tilført hende så megen glæde siden den uforglemmelige forårsdag, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med maleren  P. S. Krøyer, til nu også, at være hans hustru.
Og nu hvor han af ren overstadig glæde over deres
status som nygifte, absolut ville male hende lige på stedet i deres lejede værelse på kroen i den lille fiskerby Stenbjerg i Thy. Det var der, de begge fandt grobund for at male de stemninger, som findes i og omkring havet og det lille samfund, som de nu for en tid var en del af.


Der har altid stået en særlig glans og nyfigen interesse over Marie Krøyer, som synes de senere år at blive forstærket gennem museumsbesøg, kunstudstillinger, debatmøder og diverse kulturarrangementer i selvsamme forbindelse, som bliver hende tildel, ikke blot her, men verden over. Hendes malerarbejde har der fra første færd været ganske stille om, og hendes privatliv ville hun også helst beholde for sig selv. Men én ting har hun dog ikke kunnet skjule, som de mange breve og artikler om hende tilkendegiver, og som fortæller os, at hun besad en uimodståelig skønhed og sensuel udstråling, og hendes omdømme som erotisk væsen har vakt manges interesse såvel positivt som negativt.
Hun betog mændene omkring sig på grund af sit smukke og delikate ydre, men bestemt har også hendes høje intellektuelle niveau gjort hende ekstra tiltrækkende i den kreds af unge kulturradikale herrer, hvor hun færdedes.
Citat: fra Forfatterinden Lise Svanholm's bog Skagen - Monografier

Marie Triepcke, som hun døbtes, blev født den 11 juni 1867 af tyske forældre, som var bosat i København, hvor faderen var væveridirektør og hed Max Triecpke, hendes moder hed Minna (f.kindler). De flyttede dog tilbage 20 år efter Maries fødsel. I årene inden da, voksede Marie op i et borgerligt miljø med de privilegier, som følger med i form af beskyttet opvækst samt med god og høj uddannelse. Marie Krøyer brugte enhver lejlighed til at sidde og tegne for sig selv, og hendes fader
var selv meget kreativ, bl.a. tegnede han motiver og mønstre til fabrikation på væveriet. Og formodes må det, at Marie fik sine tegnekundskaber i arv fra ham, og han har givet tilskyndet hende til at fortsætte med at blive dygtigere. Familien var flittige gæster på de Københavnske museer, og det var da også på et sådant besøg, Marie som 13 - 15 årig kunstinteresseret pige vandrede rundt og beså, hvad Charlottenborgs forårsudstilling  i 1882 kunne fremvise. Og pludselig stod hun som paralyseret og stirrede målløs på et maleri, som var så fantastisk malet, at det var som hun selv befandt sig inde hos de fattige og halvnøgne udslidte kroppe, som lyste så levende og gennemsigtig henover de håndværkere, en far og hans to sønner, som arbejdede i værkstedet.  Billedet var meget realistisk malet af berømte P.S. Krøyer og forestillede de Italienske - Landsbyhattemagere. Marie var betaget, for hvem var denne maler, som har kunnet male modlyset så kunstnerisk virtuost,  at det måtte have optaget kunstneren mere end selve arbejdet med at male hattemagernes usle kår. Maleriet faldt absolut ikke i god jord blandt datidens borgerskab, som fandt, at denne socialrealisme i maleriet var anstødelig og fornærmende, så af den grund demonstrerede de voldsomt over maleriet, uden at beskæftige sig nævneværdigt med den fantastiske lysvirkning, Krøyer havde skabt!. Men trods al virakken  modtog billedet akademiprisen Thorvaldsen Medaillen på Charlottenborg  i 1882, og året før fik det tilkendt medalje af tredje klasse på Parisersalonen.

 Italienske landsbyhattemagere Sora 1880.
Af P. S. Krøyer
Ejet af den Hirschsprungske Samling.
Marie Triepcke havde tidligere talt om at blive maler, men efter denne intensiverende oplevelse var hun nu fast besluttet herpå. Hun berettede for sin veninde Ida Hirschsprung, hvad hun havde oplevet og talte kun om denne utrolige og dygtige maler, og fik da at vide, at han af og til kom som gæst i det Hirschsprungske hjem, og hun bad da straks veninden berette om dette mest muligt, og på den måde fik hun god viden om ham. Grundet sit venskab med frøken Ida, kom Marie en del i hjemmet hos fabrikant Heinrich Hirschsprung, som var en stor beundrer af Krøyer og som købte mange af hans arbejder i form af skitser, akvareller og talrige malerier. Hirschsprung havde tidligt fattet interesse for P.S. Krøyers store kunstneriske talent og støttede ham med kunstkøb og delvis finansiering af hans udenlandsophold 1877-81. Krøyer blev hurtigt ven af hele den Hirschsprungske familie. Citat: Museumsdirektør Marianne Saabye.
Den Hirschsprungske Samling,

Marie havde på den måde rig lejlighed til at beskue og beundre de mange malerier, og hun nærede et brændende ønske om at måtte se den kunstner, som kunne male så betagende, at det forblev foran ens øjne længe efter. Veninderne og den Hirschsprungske familie drillede hende for hendes syn på Krøyer, men hun lod sig ikke anfægte og drømte videre om dette at kunne uddanne og bevæge sig i malerkunstens verden.

En kendt malerinde Bertha Wegmann søgte i tiden derefter modeller til sit atelier, hvor frøken Triepcke henvendte sig og blev antaget og sad model for hende til skiftende arbejder i nogle år. Her faldt talen ofte på hendes kærlighed til malerkunsten, og hun fortalte om sine planer, og at hun selv sad og tegnede eller lavede akvareller, som fru Wegmann bad hende tage med og vise sig, og hun foreslog, at hun skulle søge ind hos Krøyer, som hun hjalp hende med.
Men Krøyer afslog, han agtede ikke at bruge tid på alle de unge mennesker, der fik disse malergriller i hovedet, og han mente, at en ung piges pligter ikke skulle gå til spilde ved at forsøge at lære sig at male, men skulle bruges og udvikles i hjemmet, og talentet manglede den unge dame sikkert også, så han afslog.
Med et så inderligt og vitalt ønske om at blive kunstmaler, kom denne meddelelse som et chok for
Marie, og hun blev ganske trist derved. Men hun opgav ikke sine drømmes mål, hun ville være maler, og igennem en mandlig bekendt til Ida Hirschsprung, som var assistent i Kulturministeriet, som hun nedslået havde berettet det skete til, hjalp han hende nu med at komme ind på Carl Thomsens malerskole. Straks hun begyndte der, opstod der hurtigt ondsindet sladder omkring hendes person, hvor det hed sig, at hun havde sendt hr. Thomsen nogle charmerende øjne og blikke, som han ikke kunne stå for, og på den måde fik hun en fordel frem for sine ringe og manglende kundskaber.  At hun var bedårende og besad en skønhed, som skabte misundelse, er uden for diskussion, men at medsøstre laver smædekampagner af grunde, som er givet hende i vuggegave, skulle man mene var ganske uhørt!

' En duet ' af P.S. Krøyer 1887
Statens Museum for Kunst !
Som elev på skolen, var et led i uddannelsen, at tage på ekskursioner på  div. maleratelierer, og det var netop på en sådan ekskursion, at hun sammen med en veninde og hendes ministerieven A.P. Weis besøgte P.S. Krøyers atelier. Han som havde hjulpet hende ind på skolen, havde nu også formidlet dette besøg. Efter at være blevet introduceret for Krøyer lod han dem vandre rundt og betragte de mange færdige og ufærdige maleropgaver, der fandtes i hans atelier midt i København. A .P. Weis underholdt sig med Krøyer, men han lagde også mærke til, at Krøyer ofte så efter de to veninder, og hans øjne faldt oftest på den smukke og elegante frøken Triepcke, og sympatien og interessen for denne smukke kvinde blomstrede op hos ham, så han måtte bestemt bede hende sidde som model for sig, hvilket hun med glæde indvilgede i, og hun blev foreviget som tilhører på billedet " En Duet ",  hvor hun ses lyttende i forgrunden til nogle kunstnere, der underholder ved en aftenfest hos Hirschsprungs. Det var første gang, han med pensler og palletten blandede farver og strøg dem på lærreder, hvor hun var indblandet.

I sin maleriver havde Marie og nogle malerveninder foranstaltet, at der blev oprettet kursus i malerundervisning for kvinder, ved i okt. 1885 at rette henvendelse til " Kunstnernes frie studieskole, " hvis bestyrelse bestod af hendes tidligere lærer Carl Thomsen, Krøyer og Laurits Tuxen, som fandt ideen udmærket. Det nye alternativ var ikke i begyndelsen særlig populær, men det må alligevel have haft sin berettigelse, da det blev den direkte årsag til, at afdelingen for kvinder på Kunstakademiet blev oprettet, som det ellers ikke før var muligt. Måske har Krøyers bekendtskab med Frk. Triepcke spillet ind, da hun fik ham til at undervise på sin skole, som hun selv studerede videre på og dygtiggjorde sig der igennem 2 vintre. Og det har givetvis lagt kimen hos Kunstakademiets bestyrelse til at ændre reglerne til det bedre.  Marie nævner selv i sin dagbog, hvor nervøs hun var, når  Krøyer skulle komme og korrigere, hvad de havde arbejdet med siden sidst. Undervisningen bestod i tegning efter levende model. Et enestående tilbud til kvinder på den tid. Marie fik stor udbytte af disse kurser, som også de mange af hende bevarede studietegninger og pasteller vidner om.! Citat: Skagen - Monografier af  Forfatterinden Lise Svanholm (Jeg har adskillige Gange gemt mig, medens han var der,  af Rædsel for at vise ham mit Makværk  - jeg var desværre altid besjælet af en højst hæmmende Selvkritik )  Mens han kom der, var de ofte sammen og hvor han malede billedet  "Musik i Atelieret ", som hun sad model til. Af den enkle grund udviklede forholdet mellem Marie og Krøyer sig til, at de blev rigtig gode venner. Hun nærede stor sympati for ham og hans, som hun sagde, vidunderlige kunst.
Solstrejf på en gårdsplads 1898
Af Marie Krøyer


Det var i den periode, Maries forældre flyttede tilbage til deres hjemland Tyskland, og Marie fulgte, som den velopdragne unge pige hun var, med dertil, men hendes hjerte og tanker forblev intakte, hvad angår malerkunsten. Så med den viden om malerkunsten, hun havde tilegnet sig i Danmark og med den som ballast, ville hun nu fortsætte og videreuddanne sig i malerlivets by Paris.
Fra maleren  og forfatteren Margrethe Loerges  udmærkede og oplysende bog Portræt af Skagensmaleren P. S. Krøyers hustru, fremgår det, at afskeden med Krøyer og bekendtskabskredsen, hvortil bl.a. hørte Georg Brandes havde været vemodigt. Frøken Triepcke var omssværmet, smuk og intellektuel - fascinerede enhver med de blå øjnes dybe, næsten uudgrundelige blik, munden der på 'en gang kunne udtrykke - blidhed og spottende ironi, havde en næsten magisk magt.

Da hun indlogerede sig i byernes by Paris, vidste hun på forhånd, at flere skandinaviske kunstnere også var at finde i byen. Jonas Lie havde boet der i flere år, Bjørnstjerne Bjørnson med sin familie, og malerne Fritz Thaulow, Bernt Grønvold, Erik Werenskjold, Kitty Kielland, Agnes Slott - Møller, Anna og Michael Ancher, samt digteren Sophus Schandorph med frue, som med tiden blev nogle af hendes bedste venner. Af alle skandinaverne i Paris kom Sophus og Ida Schandorph til at stå Marie nærmest. De kom til at elske hende og tog hende til sig som den datter, de aldrig havde fået. Og de blev begge Maries holdepunkt i Paris.
Ud fra et af hendes breve til vennen Georg Brandes, som er gengivet i ovennævnte bog,  kan man læse, at hun nu er ved at finde sig til rette i Paris og bor på et pensionat nær Triumfbuen. Hun skriver videre Citat: Jeg tænker at bruge December Maaned til at se mig dygtig om i Paris og studere Louvre og Luxembourg ret grundigt. Så efter Nytår vil jeg gaa paa Atelier, jeg ved dog ikke ret endnu hvilket - jeg vil spørge Krøyer, han er nemlig hernede og bliver her i Vinter. Jeg har ikke set ham endnu, jeg tror han bor mindst 2 timers vej fra mig)



Marie bruger nu tiden og sit intellekt til at besøge og studere kunst, som tilbydes over alt i Seinebyen.
 Marie Krøyer i Stenbjerg 1889
Af P.S. Krøyer
Skagen Museum.
Hun besøger også flere malerskoler, hvoraf de vigtigste var Acad'emie Julian og Acad'emie Colarossi, men som den intelligente unge dame hun var, valgte hun ikke den første den bedste, da der i Paris fandtes flere skoler at vælge i mellem og gerne måtte de jo også være at finde nærmest  hendes bopæl .Louvre  besøgte Marie næsten dagligt i begyndelsen, hvor hun analyserer og reflekterer over de store kunstneres arbejder. " Hvor Rembrandt dog er mageløs, han ser fint og kærligt på kvinden, til forskel fra Rubens " citat fra hendes dagbog. Hun havde tilligemed hurtigt fundet sammen med de skandinaviske kunstnere takket være hendes gode veninde Agnes Slott - Møller, som hun kendte fra den lille malerskole, som de sammen med nogle flere medstuderende fik oprettet og som nu også var ved at uddanne sig yderligere som maler. Og sammen med flere andre kunstnere fra omgangskredsen, sad de som ofte før, en søndag eftermiddag og hyggede sig på Caf'e de la Regence. Pludselig høres en banken på ruden, alle vender sig og ser en glad og lettere frysende Krøyer stå udenfor og smile til dem, de vinker ham ind under stor jubel og snart som altid, var han hurtigt selskabets festlige midtpunkt. Han blev umådelig glad for sit gensyn med Marie, han havde på ingen måde regnet med at finde hende midt i Paris. De konverserede og morede sig, og han lovede at få hende ind på en skole han kendte til, så med Krøyers hjælp begyndte Marie den 5 januar 1889 på malerskole hos Gustave Courtois. Han blev dengang anset for Frankrigs fineste portrætmaler.

I Maries dagbog kan vi læse, hvorledes hun hudfletter sig selv og sine præstationer, når hun kommer hjem fra malerundervisningen." Idag har jeg begyndt paa skolen, Jeg vil ikke påstaa, at det i den mindste maade var opbyggeligt - ak, tværtimod . For det første gik det mig skidt, og så for det andet var det bare  Ynkelighed at se paa rundt omkring sig, Gud bevare mig, hvor Fruentimmer kan lidt, hvor uduelige de ere, ak, det er sandelig sørgeligt, jeg stod og blev ganske melankolsk deroppe ved Tanken paa kvinder og navnlig paa mig selv, hvor udygtig hvor lidt jeg kan, jeg synes sommetider, det hele Arbejde er saa forgæves.
Efter en måned skiftede Marie malerskole og begyndte hos Pierre Puvis de Chavannes, som foretrak  kvindelige malere fra Skandinavien som elever.
Hun kom her til at studere sammen med Anna Ancher hos Chavannes, der regnes for at være en forløber for  symbolismen og surrealismen.

Fra det øjeblik Marie og Krøyer atter mødtes, var de ofte sammen. De nød det Parisiske liv og besøgte byens kulturtilbud såsom teatre og kunstmuseer, når tiden tillod det, for det de begge var kommet til byen for, kom naturligvis i første række. Hun for at videreuddanne sig som kunstmaler, og Krøyer var der for at male et større bestillingsarbejde, som for ham tog længere tid end beregnet. Men under denne, for dem begge trods alt så glædelige tid i Paris, udbyggede de tilsammen et nært og venskabeligt forhold, hvor rygtet fortalte, at P. S Krøyer gjorde stormkur til den yndige frøken Triepcke og en snarlig forlovelse var i vente.

Det er og var som altid en blomstrende oplevelse at nyde det tidlige forår i byernes by Paris. Træerne langs de smukke avenuer stod i fuld flor, og vejret var lyst, mildt og indbydende til at nyde solens varme stråler fra de små borde, som var opstillet foran de små hyggelige cafeer  langs gader og fortove. Det var også her Marie Triecpke og berømte P. S Krøyer fandt behag ved at sidde og hygge sig sammen over en drink eller Cafe'latte, mens de lod deres glæde og nyforelskelse skinne igennem for enhver, som bemærkede de to gæsters tilstedeværelse. De var begge forårsglade og lykkelige over, at deres bekendtskab havde udviklet sig til et nært og varmt kærlighedsforhold. For Marie havde den forløbne vinter været ganske uvirkelig. Hun følte det, som om hun svævede i en eventyrlig og fascinerende verden, hvor hendes første store kærlighed mellem hende og Krøyer var brudt ud, og i samværet med ham at tilhøre og færdes blandt ligesindede kunstnere, hvor de så absolut tilhørte inderkredsen, og hvor hun og Søren, som han blev kaldt blandt venner, befandt sig ofte og gerne i festligt lag. Studiedagene i malerkunst hos Puvis de Chavannes.  Det var for hende aldeles et liv, som stod i skærende kontrast til de første år på den lille malerskole hjemme i København.


 Monmartre, Paris
Af Marie Krøyer
De havde nu, hvor de befandt sig i Paris, ikke den ringeste anelse om, at nogen var vidende om deres alt andet end platoniske forhold, men deres forelskelse havde sendt så mange signaler, at venneskaren ikke kunne undgå at bemærke, at forholdet blev mere intimt imellem dem, og hvad der så kunne forventes ud af det. Ved at kende en stor del af tilgængeligt materiale om -  Kunstnerægteparret Marie og P. S Krøyer er det vel næsten fra begyndelsen bestemt, at det kun kunne ende på denne måde med forlovelse og bryllup. Der går en rød tråd fra Marie's første møde med Krøyer foran hattemagerbilledet til vinteren i Paris, hvor de mødes og forelsker sig. Den røde tråd kunne være skæbnen, da der er så mange tilfældigheder og sammentræf, at det ville være at gå mod al sund fornuft, hvis det skulle gå anderledes. Der var naturligvis onde tunger som mente, at Marie var en troløs, arrogant og hjerteløs kvinde, som på flere måder kunne have del i den unge Robert Hirschsprungs død tre dage efter, at Marie og Søren havde deklareret deres forlovelse i Paris. At sladderen skulle have et offer, vidner denne fuldstændige opdigtede historie om, idet Robert havde været syg og døde af tuberkulose, som han havde lidt af i flere år. At de var venner fra tiden, hvor Marie var en flittig gæst i det Hirschsprungske hjem er aldrig endt med nogen nær forbindelse mellem de to.
Fortsætter i nyt indlæg herunder med titlen, fra Marie Triepcke til mytiske Marie Krøyer ! 







Kilder:

 Forfatter Tonni Arnold.

Skagen - Monografier
af Lise Svanholm.

Balladen om Marie Krøyer
egen bog.

Skagen Museum.

Den Hirschsprungske Samling.

Statens Museum for Kunst

Portræt at Skagensmaleren P.S. Krøyers Hustru
af Maler og forfatter Margrethe Loerges.